
JazzCamp for Piger styrker de lokale musikmiljøer i Danmark
​
JazzCamp for Piger er startet af JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival med det formål at styrke en mere ligelig kønsbalance blandt fremtidens musikere.
JazzCamp for Piger skal give flere piger mulighed for og lyst til at udforske andre instrumenter, end dem piger oftest beskæftiger sig med. JazzCamp for Piger skal skabe nye lokale musikalske fællesskaber og bidrage med ny viden og debat på området. Projektet får hvert år en del omtale i danske medier, både TV, radio, dagblade og fagblade.
​
JazzCamp for Piger er siden 2014 blevet arrangeret af JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival i samarbejde med musikskoler fra hele landet. Fra og med 2020 er det JazzDanmark, som er projektejer.
JazzCamp for Piger startede i 2014 på fem musikskoler, og i dag deltager ca. 200 deltagere fordelt på 11 skoler i Danmark.
JazzCamp for Piger er voksede i 2019 for første gang ud over Danmarks grænser med camps i England. I dag kan du finde JazzCamp for Girls i både England, Irland, Polen, Sverige, Finland, Belgien, Tyrkiet og Canada.
​
I 2022 bragte The New York Times en stor reportage fra projektet
Find artiklen 'Girls Are Outnumbered in Jazz. At This Summer Camp, They Run the Show' her: https://www.nytimes.com/2022/07/07/arts/music/jazz-camp-for-girls.html?curator=MediaREDEF
​
Piger synger og drenge spiller trommer på landets musikskoler
JazzCamp for Piger er et bidrag til at rette op på den skæve kønsbalance i rytmisk musik, og midlet er en indsats, der involverer både piger, undervisere, musikskoler og det musikpolitiske bagland med værdier som improvisation, fællesskab og eksperimenter i højsædet.
Idéen til den første udgave af JazzCamp for Piger i 2014 kom blandt andet i kølvandet på '80/20 rapporten' (2012) om kønsbalancen i det rytmiske musikmiljø, der viste en fordeling på 80 % mænd og 20 % kvinder i musikbranchen – fra eleverne på musikskolerne og op til de professionelle musikere og beslutningstagere.